BINGO!

Så har vi også prøvet det med. Bingo i YMCA. Da vi trådte ind ad døren kiggede alle på os, som om vi kom fra en anden planet. Selvfølgelig var vi også 50-60 år yngre end gennemsnittet, men hva faen. Der var stor buffet med medbragte snacks og drikkelse. Tror faktisk nogle kun kom for buffeten og ikke for selve spillet eller at vinde noget. Men det gjorde vi til gengæld :) Naja var så god og fik en hattrick, men præmierne var ikke noget særligt. En Heinz tomatketchup, der så lidt for gammel ud, to YMCA t-shirts,  en notesbog og en hårfjerningsfil af en slags. Respekten fra den tidligere hattrick-mester til gengæld, var præmiere nok i sig selv. Det var ret sjovt at høre de to eneste mænd sidde og håne hinanden. Det var en duel mellem to haner blandt alle hønsene.

Selvom vi følte os lidt malplaceret og fik nogle sjove blik fra de to unge fyre der råbte tallene op, og som helt sikkert tænkte 'har de ikke noget liv?', blev vi taget rigtig godt i mod. Jeg blev hurtig fanget af stemningen og roen blandt de gamle og følte mig 50 år ældre, da jeg trådte ud af døren, end da jeg kom ind. Harry og ham den anden mand, en krigsveteran, der altid snakkede tysk til os, fordi vi jo kom fra Danmark - Dennis, stod bagefter og pralede lidt om, hvem der kunne imponere os mest. Harry havde vi snakket mest med, men Dennis havde fået hattrick og kunne jo tale tysk til os! Alligevel var det Harry, der endte med sejren og et foto, da Dennis ikke var at finde nogle steder. Vi udvekslede mail med Harry og hans kone Flo Fanning, der sendte os billederne + et billede af hele familien Hafanmann med Harry og Flo, 3 døtre med mænd, 10 børnebørn med nogle mænd og 2 oldebørn. De sendte også en lille historie og billede om deres tidligere danske nabo, som de havde snakket meget om, men ikke kunne huske navnet på. Her er hvad de skrev om Herman Hastrup: "He built a huge yacht for himself and was quite a seaman and inventor.  He lived on the water at the end of our street." Det var alt de skrev, men vi håber på uddybende svar om denne Herman Hastrup.

Aloha Salads

Så skete det endeligt! Jeg fik job. Siden jeg kom til Hawaii med min familie og Linneas veninde, havde jeg været i gang med jobansøgninger. Jeg er lidt old school, så jeg kunne bedst lide at cykle rundt og gå ind til stederne for at spørge om en ansøgning, i forhold til at gøre det over nettet. Når jeg var rundt med min mormor, havde hun også altid gode ideer til, hvor vi lige kunne 'stop by'. Efter en måneds tid (eller sådan), hvor jeg hver dag havde steder, jeg ville hen for at spørge, om de manglede hjælp; ansøgningsskemaer, der skulle udfyldes og endeligt køres rundt med for at afleveres, havde jeg uddelt mange håbefulde smil og fastholdte blikke, der forhåbentligt skulle vise, hvor meget det betød for mig at få dét job. Jeg talte på et tidspunkt med min mormors venindes barnebarn, Lisa Leilani ('beautiful flower') Moore, der fortalte mig, at arbejdsgiverne er ligeglade med den slags nu til dags. Og hun fortalte mig om en hjemmeside, hvor man bare kunne sende sit 'resume' rundt. Arh? Jeg brød mig ikke rigtigt om det...

Det endte så også med, at jeg fik job på god 'gammeldags' manér. Maja og jeg var på stranden med min mormor og min halvt hawaiianske mors-kusine, Malia ('plumeria'), og hendes familie (sønnen og datteren deltog i surfkonkurrencen den dag), som igen var sammen med en anden familie, som ejer Aloha Salads – et sted, jeg havde givet min ansøgning til efter anbefaling af Malia. Jeg talte med 'ejerinden' Sara, og snart efter ringede manageren fra Aloha Salads, Elysa, og ville have mig til jobinterview.

Jeg var også til jobinterniew ved en travl morgenmads-restaurant, Boots & Kimos, hvor arbejdsgiveren næsten ikke så på mit ansigt, men kun ned på min ansøgning, som lå i toppen af en stor bunke af samme slags... Dér fik jeg ikke job. Jeg mødte en fyr, Alex Kailani ('beautiful shore') Opedal (han er fra Norge), som havde fået jobbet i stedet for mig-agtigt. Vi snakkede om det, og Alex sagde, han var kommet ind, fordi han havde løjet om alt muligt. - Det er mit problem: Jeg er for ærlig. De ville nok ikke have en pige, der tager tilbage til Danmark for at få sig en uddannelse på uni eller som skolelærer. Ups!

Men! Så fik jeg jobbet hos Aloha Salads! Jaah! Det var en uge inden min kæreste, Jonas, kom på besøg i to uger. - Dårlig timing siger jeg bare! Så altså: Den første uges Aloha Salads gik og så kom Jonas. Jeg nåede at arbejde én til uge, mens Jonas var her. Jeg havde ønsket at få så få timer og dage som overhovedet muligt. Jeg fik fire dage a seks timer.  Om onsdagen kom jeg hjem fra arbejde og sagde: ”I'm going to quit!”. Det var for lidt fritid. Og alt for hårdt: Jeg fik nul minutters pause om dagen; jeg blev hele tiden åndet i nakken af 'the evil manager'; jeg fik hele tiden at vide: ”Multitask, Naja... Faster, Naja... Remember?, Naja???” Puha. Nej tak! (og så for kun 7,25 dollars i timen). Maja og Jonas var søde og prøvede at hjælpe mig til, hvad jeg skulle sige til manageren i stedet, for at høre om hun ville gå på kompromis. Jeg havde i forvejen ønsket, at næste uge ville jeg kun arbejde i 15 timer. Da jeg om fredagen talte med hende, sagde hun, at det nok ikke var det rigtige sted for mig. "You don't fit in". Jeg var enig.

Senere har Malia fortalt mig, at Sara har fortalt, at hun ville have fyret Elysa (som har sagt op!), fordi hun er 'so mean' og ubehagelig. Det trøster mig lidt.

Gode ting ved Aloha Salads: 
Jeg nåede at få fire lækre bestillinger gratis. Jeg har prøvet det hårde arbejdsliv i USA. Jeg har mødt søde piger fra Hawaii på min egen alder. Jeg blev anbefalet en god tatovør af den sødeste af pigerne, Rachel. Og! Jeg har det bedre meget nu! Thank God - I am free! 


:-)