BINGO!

Så har vi også prøvet det med. Bingo i YMCA. Da vi trådte ind ad døren kiggede alle på os, som om vi kom fra en anden planet. Selvfølgelig var vi også 50-60 år yngre end gennemsnittet, men hva faen. Der var stor buffet med medbragte snacks og drikkelse. Tror faktisk nogle kun kom for buffeten og ikke for selve spillet eller at vinde noget. Men det gjorde vi til gengæld :) Naja var så god og fik en hattrick, men præmierne var ikke noget særligt. En Heinz tomatketchup, der så lidt for gammel ud, to YMCA t-shirts,  en notesbog og en hårfjerningsfil af en slags. Respekten fra den tidligere hattrick-mester til gengæld, var præmiere nok i sig selv. Det var ret sjovt at høre de to eneste mænd sidde og håne hinanden. Det var en duel mellem to haner blandt alle hønsene.

Selvom vi følte os lidt malplaceret og fik nogle sjove blik fra de to unge fyre der råbte tallene op, og som helt sikkert tænkte 'har de ikke noget liv?', blev vi taget rigtig godt i mod. Jeg blev hurtig fanget af stemningen og roen blandt de gamle og følte mig 50 år ældre, da jeg trådte ud af døren, end da jeg kom ind. Harry og ham den anden mand, en krigsveteran, der altid snakkede tysk til os, fordi vi jo kom fra Danmark - Dennis, stod bagefter og pralede lidt om, hvem der kunne imponere os mest. Harry havde vi snakket mest med, men Dennis havde fået hattrick og kunne jo tale tysk til os! Alligevel var det Harry, der endte med sejren og et foto, da Dennis ikke var at finde nogle steder. Vi udvekslede mail med Harry og hans kone Flo Fanning, der sendte os billederne + et billede af hele familien Hafanmann med Harry og Flo, 3 døtre med mænd, 10 børnebørn med nogle mænd og 2 oldebørn. De sendte også en lille historie og billede om deres tidligere danske nabo, som de havde snakket meget om, men ikke kunne huske navnet på. Her er hvad de skrev om Herman Hastrup: "He built a huge yacht for himself and was quite a seaman and inventor.  He lived on the water at the end of our street." Det var alt de skrev, men vi håber på uddybende svar om denne Herman Hastrup.

Aloha Salads

Så skete det endeligt! Jeg fik job. Siden jeg kom til Hawaii med min familie og Linneas veninde, havde jeg været i gang med jobansøgninger. Jeg er lidt old school, så jeg kunne bedst lide at cykle rundt og gå ind til stederne for at spørge om en ansøgning, i forhold til at gøre det over nettet. Når jeg var rundt med min mormor, havde hun også altid gode ideer til, hvor vi lige kunne 'stop by'. Efter en måneds tid (eller sådan), hvor jeg hver dag havde steder, jeg ville hen for at spørge, om de manglede hjælp; ansøgningsskemaer, der skulle udfyldes og endeligt køres rundt med for at afleveres, havde jeg uddelt mange håbefulde smil og fastholdte blikke, der forhåbentligt skulle vise, hvor meget det betød for mig at få dét job. Jeg talte på et tidspunkt med min mormors venindes barnebarn, Lisa Leilani ('beautiful flower') Moore, der fortalte mig, at arbejdsgiverne er ligeglade med den slags nu til dags. Og hun fortalte mig om en hjemmeside, hvor man bare kunne sende sit 'resume' rundt. Arh? Jeg brød mig ikke rigtigt om det...

Det endte så også med, at jeg fik job på god 'gammeldags' manér. Maja og jeg var på stranden med min mormor og min halvt hawaiianske mors-kusine, Malia ('plumeria'), og hendes familie (sønnen og datteren deltog i surfkonkurrencen den dag), som igen var sammen med en anden familie, som ejer Aloha Salads – et sted, jeg havde givet min ansøgning til efter anbefaling af Malia. Jeg talte med 'ejerinden' Sara, og snart efter ringede manageren fra Aloha Salads, Elysa, og ville have mig til jobinterview.

Jeg var også til jobinterniew ved en travl morgenmads-restaurant, Boots & Kimos, hvor arbejdsgiveren næsten ikke så på mit ansigt, men kun ned på min ansøgning, som lå i toppen af en stor bunke af samme slags... Dér fik jeg ikke job. Jeg mødte en fyr, Alex Kailani ('beautiful shore') Opedal (han er fra Norge), som havde fået jobbet i stedet for mig-agtigt. Vi snakkede om det, og Alex sagde, han var kommet ind, fordi han havde løjet om alt muligt. - Det er mit problem: Jeg er for ærlig. De ville nok ikke have en pige, der tager tilbage til Danmark for at få sig en uddannelse på uni eller som skolelærer. Ups!

Men! Så fik jeg jobbet hos Aloha Salads! Jaah! Det var en uge inden min kæreste, Jonas, kom på besøg i to uger. - Dårlig timing siger jeg bare! Så altså: Den første uges Aloha Salads gik og så kom Jonas. Jeg nåede at arbejde én til uge, mens Jonas var her. Jeg havde ønsket at få så få timer og dage som overhovedet muligt. Jeg fik fire dage a seks timer.  Om onsdagen kom jeg hjem fra arbejde og sagde: ”I'm going to quit!”. Det var for lidt fritid. Og alt for hårdt: Jeg fik nul minutters pause om dagen; jeg blev hele tiden åndet i nakken af 'the evil manager'; jeg fik hele tiden at vide: ”Multitask, Naja... Faster, Naja... Remember?, Naja???” Puha. Nej tak! (og så for kun 7,25 dollars i timen). Maja og Jonas var søde og prøvede at hjælpe mig til, hvad jeg skulle sige til manageren i stedet, for at høre om hun ville gå på kompromis. Jeg havde i forvejen ønsket, at næste uge ville jeg kun arbejde i 15 timer. Da jeg om fredagen talte med hende, sagde hun, at det nok ikke var det rigtige sted for mig. "You don't fit in". Jeg var enig.

Senere har Malia fortalt mig, at Sara har fortalt, at hun ville have fyret Elysa (som har sagt op!), fordi hun er 'so mean' og ubehagelig. Det trøster mig lidt.

Gode ting ved Aloha Salads: 
Jeg nåede at få fire lækre bestillinger gratis. Jeg har prøvet det hårde arbejdsliv i USA. Jeg har mødt søde piger fra Hawaii på min egen alder. Jeg blev anbefalet en god tatovør af den sødeste af pigerne, Rachel. Og! Jeg har det bedre meget nu! Thank God - I am free! 


:-)

The Byodo-In Temple

Da Jonas, Naja og jeg besøgte The Byodo-In Temple i Kaneohe Valley of the Temples Memorial Park, var det næsten, som at være i Japan! Templet er bygget i 1968, og det siges, at alle delene er importeret derfra. Selve templet er en kopi af et 900 år gammelt buddhistisk tempel i Uji, Japan. Navnet betyder "Temple of Equality - not to discriminate". Når man ankommer og går over broen, er det første, man ser det røde tempel og de sorte svaner. Man går, som noget af det første, forbi en "bon-sho", som er en kæmpe tin og bronze freds klokke, man skal ringe med for at sprede Buddhas lære, så man er klar til at træde barfodet ind i den midterste del. Den del er den mest betydningsfulde del og bliver kaldt "The Phoenix Hall", dels fordi bygningen fra oven ligner en føniks med udstrakte vinger og hale, og dels fordi der er to føniks, som udsmykning på taget. Grunden til, at det er den mest betydningsfulde, er fordi, den rummer den næsten 3 meter høje, guldbeklædte Amida buddha statue, der sidder på en guld lotusblomst. Amida buddhaen er buddhaen af uendelig lys og liv. Den er med til, at hjælpe os til at opleve og indse vores sande natur. Her ses templet og de sorte svaner.

Den dag, vi var der, havde det regnet meget, og skyerne var tunge af regn, og i bjergene kunne man se en masse vandfald. Det hele er meget idyllisk. Selve mindeparken Valley of the Temples er et stort, smukt område, med grønne bakker og dale, der er beklædt med gravsten og farverige blomster, og der er forskellige templer, alt efter hvilket religion, det er. Her ligger tusinder af buddhistiske, Shinto, protestantiske og katolske hawaiianske indbyggere begravet. Alle, der har boet på øen, kan blive begravet her, selv kæledyr er der et specielt område til. Det er et smukt sted, der rummer plads til forskellige religioner - ja, selv forskellige væsener.

I Need a Dollar

Der er altså nogle skøre mennesker her på Hawaii, og man kommer ud for lidt af hvert. Her den anden dag, da jeg gik rundt og tog billeder i Waikiki, mens Naja var til healing, blev jeg spurgt ud på date af en hjemløs mand med leukæmi. Det var en lidt mærkelig situation, da han først spurgte, om jeg kunne give nogle dollars til en hjemløs mand med leukæmi, og jeg svarede 'Do you have leukemia?'. Da jeg havde givet ham et par dollars og gået videre, kom han tilbage igen, for at give dem tilbage, måske fordi han havde dårlig samvittighed over at have løjet. Jeg spurgte, om han var sikker på, at han ikke ville have dem, og han svarede, at han ikke behøvede pengene. Jeg gik videre, men råbte derefter til ham 'are you sure?'

Helt ud af det blå, lidt tøvende, men som om han havde overvejet længe at spørge, råbte han 'Will you go on a date with me?' Han ville lige tage et bad i nærheden, og så var han klar. Han kendte et sted og ville betale min mad, sagde han, mens han viftede med de to dollars, jeg havde givet ham. Det var jo lidt urealistisk, og han skulle hellere bruge pengene på sig selv, men intentionen var god. Da jeg havde måtte afslå invitationen, var det sidste, han sagde, inden han gik, 'I love you'. Jeg var lidt skræmt, og troede, at han ville følge efter mig. Det er faktisk ham, jeg helt tilfældigt fangede, på billedet.

Vill du bli munk?

Det er altså ikke hver dag, man møder en orangeklædt, buddhistisk munk på toppen af et bjerg på Hawaii! 

Men det gjorde jeg, da jeg hikede Lanikai. Og så var der ovenikøbet to af slagsen! Det var et højest besynderligt syn at se dem, og 3 andre i almindeligt tøj, der næsten kom til at fremstå som disciple, vandre op ad bjerget. Det var dog bare familie, som de var på udflugt med. Men hvorfor disse orange dragter når man bestiger et bjerg? Jeg kom i snak med en af de orange-klædte munke. Han sagde, han hed Shin og pegede på sit skinneben. Den havde han sikkert brugt mange gange. Han var fra Thailand, men var nu flyttet til Pearl City, Honolulu. På grund af problemer med kommunikationen, han havde en utrolig utydelig accent, fik jeg ikke helt fat i, hvad han lavede her, men sikkert ikke så meget andet, end at studere buddhismen og meditere. Han havde mediteret i 17 år og var 39. 

Da jeg sagde, at jeg kom fra Danmark lyste hans øjne op, og han sagde 'Ahh Pretarschreikel'. Til at starte med forstod jeg ikke et ord af, hvad han sagde, det var først, da jeg utydeligt opfattede ord som 'soccer' og 'Manchester United', at jeg forstod, at han mente Peter Schmeichel!! Han fortalte, at han udover at interessere sig meget for fodbold også fulgte med i tennis og kunne faktisk næsten udtale Caroline Wozniacki korrekt. På trods af sprogbarrikaderne, der mundede ud i nogle utroligt mærkelige samtaler, snakkede vi i en halv times tid oppe på bjerget og fik da også taget nogle billeder sammen. Vi udvekslede e-mailadresser, så jeg kunne sende billederne til ham, og telefonnumre - Og ja! Han havde overraskende nok en mobiltelefon! Det var mærkeligt, men man må vel følge med tiden, som munk i dag. Eller måske var han bare wanna-be munk og bar dragten for opmærksomheds skyld, og det virkede også ret godt, for vi kom jo i snak, og han scorede mit nummer på det - desværre. Han endte nemlig med at ringe to minutter efter, vi havde sagt farvel, mens jeg var på vej ned og stadig kunne se ham stå og vinke på toppen af bjerget. En ting er, at han ringer meget, en anden ting er, at jeg ikke forstår noget som helst af, hvad han siger. Men han er nu rigtig sjov, og det kan være, Naja og jeg kan besøge hans tempel og prøve at meditere lidt eller lære lidt thai. 

Waikiki med Ed

Maja og jeg var i byen med en meeega nice fyr, vi har mødt. Han hedder Ed og er oprindeligt fra Miami, Florida, men har boet her i 10 år vist nok. Han er lige blevet 29 forleden dag. Så han er moden på en nice og barnlig måde. Hvis du forstår. Hehe. Han skulle hente os klokken 10, men han havde været i byen, så han sov over sig, og kom alt for sent. Men det kalder man at komme 'Hawaiian time', hehe. Folk er jo mega 'hang loose' og sådan, du ved. Meget chilleren. Men i hvert fald; han foreslog, at vi tog på cruise rundt på øen på hans motorcykler, men det blev ikke til noget, for hans ven brugte den anden. Så vi tog ned på en strand. Vi købte gode(!) øl og is til hans kølerboks. Der blev senere vist nok suppleret op til flere, for det udviklede sig til, at det ikke kun var os tre, der hang ud sammen. Ed er nemlig mega social, så han er en menneskemagnet. Måske hang hans magnetisme i luften, eller også var Maja og jeg også lidt polariserede, for faktisk kom der nogle hen til os, mens Ed var væk for at fylde betalingen op for parkeringspladsen. De kom hen og sagde noget med: "Heeey! Maja and Naja! From Denmark!". Og det var SÅ mærkeligt, for vi er ret sikre på, at vi ALDRIG har set dem før!!! Men de mente, de havde mødt os i byen sidste weekend. Maja og jeg er ret sikre på, at det har de ikke. Jeg tror måske, de kan et eller andet. Du ved. De er måske 'psychic'  eller sådan noget! hehe. Men de var i hvert fald mega nice. Vi fik deres numre, så vi skal nok finde på noget sjovt  engang. Det var en rigtig god dag på stranden og i Eds bil, hvor vi 'cruisede' rundt og lavede 'hang loose'-tegn og hørte højt musik med masser af bas, til you know 'black rappers'. Han er black og hans yndlingsmusik er rap. Det var nice. Vi har fundet kælenavne til hinanden og sådan noget. Ej wow, der er mega meget at fortælle. Jeg tror, jeg stopper her. Hehe.

Vi skriver om kælenavnene senere. De er lidt vigtige. Forresten er Ed stand-up komiker og også computernørd for militæret, så han har det godt.

Det var en god dag på stranden, og Ed glæder sig til den ellevte oktober, hvor Maja har fødselsdag. Og bliver 22! Congratulations! Vi tager måske på ”Soul de Cuba Cafe”, hvor jeg tidligere har ansøgt, for der er nice, og de laver en 'Mojito Cheesecake', som vi jo altså bliver NØDT TIL at prøve! Deres mojitos er i hvert fald virkeligt gode (og stærke!). Så gode, at de endda var i O'ahu-avisen! Wow!
:-)

Hula

Hver fredag går Maja og jeg til hula. Det er det sjoveste nogensinde. Det er fra seks til syv om aftenen. Vores lærer, Kumu Marlene, siger altid 'TGIF' (Thank God It's Friday), hvilket giver en rar fornemmelse i maven. Vi er et hold på nok ca. 27. Det er de samme, der kommer hver gang, så det er rigtigt hyggeligt. Maja og jeg har udset os de bedste dansere, så vi har nogle at holde øje med, når Kumu holder pause fra dansen eller spiller på sin 'Ipu heke' (en hawaiiansk tromme). En af min mormors 'Y-venner' går der. Hun er meget misundelige på os, fordi vi er så unge, og er blevet sååå gode allerede! 

Kumu er fuldblodshawaiianer, og hendes mave er ligeså i størrelsen - stor og sød dame. Hun får os altid til at stå i rundkreds og holde hinanden i hænderne, når timen er ved at være slut. Hun beder, mens vi andre vender hovedet ned og lukker øjnene. Så kan vi rigtigt føle 'the Aloha spirit'.

Hula er en dans, hvor man med hænderne viser teksten til den sang eller 'chant', man danser. Fødderne (og hofterne!) laver forskellige trin. Indtil videre har Maja og jeg lært at lave grundtrinet 'Kahalo' og også en ''Uwehe', der er ret sjov at lave. Den sang, vi har lært at danse 'so far' hedder "Lei Nani". På engelsk betyder det 'Beautiful Lei'. En lei er en hawaiiansk blomsterkrans. Sangen er en 'love story', for man kan jo også forstå det i overført betydning, som om blomsterkransen er ens elskede - som Kumu pointerede. Fandt sangen på grooveshark. Så kan Maja og jeg øve os på værelset. Vi lover at give en opvisning, når vi kommer hjem. Enjoy:

http://grooveshark.com/#/s/Lei+Nani/2DdOZ7?src=5 

Surfing

I dag tog jeg med Christina, Ryan og Benaja (Babyyy!) ned til stranden for at lære at surfe. De havde to surfboards som vi var 4 til at skiftes til at bruge. De første to gange jeg prøvede at fange bølgen, fik jeg overbalance og faldt ned og blev slynget omkuld i bølgen. Hold da op jeg fik slugt en del saltvand, inden jeg kom op at stå, på trods af, at det skete ved tredje forsøg. Men det var virkelig fedt endelig at komme op og styrte fremad på bølgen med høj fart, lige indtil bølgen knækkede, og jeg røg med i. Efter kun ti gange var jeg så træt af at have slugt alt det saltvand og kæmpe imod de stærke, hårdføre bølger, at jeg måtte gå i land. Til gengæld kunne Christina komme ud at surfe lidt, og jeg overtog babypasningen af den sødeste lille baby i verden.

På det nuværende tidpunkt, var byttehandlen god,

men jeg skal helt sikkert ud på bølgen den blå igen.

Phoung

Vi var i China Town, Honolulu. Vi stoppede forbi "The Art Treasures Gallery" fordi de havde et halskædevedhæng, som jeg havde forelsket mig i, da vi var til "China Town Gallery Walk" en fredag. Butikken havde lukket, så jeg ville have et par fotos udenfor i stedet. En mand kom forbi. Han begyndte at låse op. Jeg spurgte, om butikken åbnede, og det gjorde den ikke, men vi var velkomne til at komme ind! Det udviklede sig til et rigtigt hyggeligt besøg hos Phoung fra Japan. Han lod mig tage billeder i sin shop, lod mig få Hawaii-familie-rabbat (som han godt nok glemte alt om, fordi han var så ivrig for at tale), inviterede os til eventet "Maitreya Project", hvor der vil være 'Personal Blessings All Day'. Vi kan desværre ikke komme med, for det er først til november, hvor vi ikke er her længere. Til gengæld kan vi komme med i "Kagya Thegchen Ling" (et Tibetansk Buddhistisk Meditations Center i Honolulu) og til "University of Hawaii", hvor der vil være foredrag med en 21-årig(!) reinkarnation af Kyabjé Kalu Rinpoché under titlen "Life and Dharma: Free Your Heart, Free Your Mind". Sådan. Og! Efter en snak med Phoung om vores navnes betydninger (hans navn betyder firkant, og det vil sige, at han har alt, for det er helhed), tilbød han os job i slutningen af september, hvor han kommer hjem fra sin rejse til Bangkok. Jaah! Ekstra job til os begge to! Det blir gooodt!!!

Alamea & Kekipi

Vi har fået to nye hawaiianske venner som hedder Alamea (Precious) og Kekipi (Rebel). Det er husfirben, der lever inde i husene og spiser kakalakker og andre insekter. Jeg har haft mange mareridt om dem to nætter i træk, hvor jeg var helt sikker på, at de kravlede på mig. Disse mareridt skyldes nok først og fremmest at jeg blev overfaldet af et af baby firbenene (tror det var frygtløse Kekipi), der sprang på min ryg. Jeg blev vildt forskrækket og ligeså blev den, for den tabte halen, der lå og sprællede på min seng.. adr! Et par dage senere så vi igen Alamea og Kekipi, men tre gange så store OG den ene manglede tæerne på den ene fod på grund af vores sidste kontrovers! Hvorfor er det altid mig (Maja), der er så uheldig med dyr? Er jeg ved at udvikle en firbenfobi, eller skal jeg bare vænne mig til det tropiske dyreliv?