Tirsdag tog jeg og Naja afsted med Najas mor og hendes familie fra Hawaii, som kendte en god rute i bjergene. De havde sagt at stien var god, og det ville tage et par timer. Da vi havde gået i 15 minutter, sagde de andre, at vi nu havde gået 1/6 af vejen! Det var en lidt længere tur, end jeg havde regnet med, og jeg var lidt bekymret for, om jeg havde sagt ja til noget, jeg ikke kunne gennemføre. Det var min første hiking, og jeg havde ikke helt vænnet mig til varmen. Alligevel kom konkurrencegenet op i mig, da jeg så hvor let børnene klarede turen, de var altid langt foran os andre og var næsten aldrig forpustede.
Endelig kom vi ud af den fugtige luft og regnskovsklimaet og op, hvor vinden blæste lidt mere. Selvom vi kun var halvvejs var der en utrolig udsigt, og jeg begyndte at glæde mig til at nå toppen af bjerget. Lige før toppen var der et meget stejlt stykke klippe, som man skulle kravle op af. Vi havde heldigvis reb med, som blev viklet rundt om livet og brugt som en sikkerhed, hvis man var uheldig at glide. Det tog lidt tid at få alle op, men vi nåede toppen. Udsigten var utrolig smuk, med 360 graders udsigt over øen. Til den ene side kunne man se bjergene, 'Mauka' (mod bjergene), der var så høje at toppen var indhyllet i skyer, og til den anden side kunne man se ud over hele østkysten, 'Makai' (mod havet). Solen skinnede og man kunne høre fuglene kvidre i det skovbeklædte landskab nedenunder sig. Havet glimtede i solens stråler og havde den klareste lyseblå farve. Enkelte steder kunne man se nogle små øer. Det fik virkelig mig til at tænke på, hvor små vi mennesker er sammenlignet med naturens store kræfter.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar