The Byodo-In Temple

Da Jonas, Naja og jeg besøgte The Byodo-In Temple i Kaneohe Valley of the Temples Memorial Park, var det næsten, som at være i Japan! Templet er bygget i 1968, og det siges, at alle delene er importeret derfra. Selve templet er en kopi af et 900 år gammelt buddhistisk tempel i Uji, Japan. Navnet betyder "Temple of Equality - not to discriminate". Når man ankommer og går over broen, er det første, man ser det røde tempel og de sorte svaner. Man går, som noget af det første, forbi en "bon-sho", som er en kæmpe tin og bronze freds klokke, man skal ringe med for at sprede Buddhas lære, så man er klar til at træde barfodet ind i den midterste del. Den del er den mest betydningsfulde del og bliver kaldt "The Phoenix Hall", dels fordi bygningen fra oven ligner en føniks med udstrakte vinger og hale, og dels fordi der er to føniks, som udsmykning på taget. Grunden til, at det er den mest betydningsfulde, er fordi, den rummer den næsten 3 meter høje, guldbeklædte Amida buddha statue, der sidder på en guld lotusblomst. Amida buddhaen er buddhaen af uendelig lys og liv. Den er med til, at hjælpe os til at opleve og indse vores sande natur. Her ses templet og de sorte svaner.

Den dag, vi var der, havde det regnet meget, og skyerne var tunge af regn, og i bjergene kunne man se en masse vandfald. Det hele er meget idyllisk. Selve mindeparken Valley of the Temples er et stort, smukt område, med grønne bakker og dale, der er beklædt med gravsten og farverige blomster, og der er forskellige templer, alt efter hvilket religion, det er. Her ligger tusinder af buddhistiske, Shinto, protestantiske og katolske hawaiianske indbyggere begravet. Alle, der har boet på øen, kan blive begravet her, selv kæledyr er der et specielt område til. Det er et smukt sted, der rummer plads til forskellige religioner - ja, selv forskellige væsener.

I Need a Dollar

Der er altså nogle skøre mennesker her på Hawaii, og man kommer ud for lidt af hvert. Her den anden dag, da jeg gik rundt og tog billeder i Waikiki, mens Naja var til healing, blev jeg spurgt ud på date af en hjemløs mand med leukæmi. Det var en lidt mærkelig situation, da han først spurgte, om jeg kunne give nogle dollars til en hjemløs mand med leukæmi, og jeg svarede 'Do you have leukemia?'. Da jeg havde givet ham et par dollars og gået videre, kom han tilbage igen, for at give dem tilbage, måske fordi han havde dårlig samvittighed over at have løjet. Jeg spurgte, om han var sikker på, at han ikke ville have dem, og han svarede, at han ikke behøvede pengene. Jeg gik videre, men råbte derefter til ham 'are you sure?'

Helt ud af det blå, lidt tøvende, men som om han havde overvejet længe at spørge, råbte han 'Will you go on a date with me?' Han ville lige tage et bad i nærheden, og så var han klar. Han kendte et sted og ville betale min mad, sagde han, mens han viftede med de to dollars, jeg havde givet ham. Det var jo lidt urealistisk, og han skulle hellere bruge pengene på sig selv, men intentionen var god. Da jeg havde måtte afslå invitationen, var det sidste, han sagde, inden han gik, 'I love you'. Jeg var lidt skræmt, og troede, at han ville følge efter mig. Det er faktisk ham, jeg helt tilfældigt fangede, på billedet.

Vill du bli munk?

Det er altså ikke hver dag, man møder en orangeklædt, buddhistisk munk på toppen af et bjerg på Hawaii! 

Men det gjorde jeg, da jeg hikede Lanikai. Og så var der ovenikøbet to af slagsen! Det var et højest besynderligt syn at se dem, og 3 andre i almindeligt tøj, der næsten kom til at fremstå som disciple, vandre op ad bjerget. Det var dog bare familie, som de var på udflugt med. Men hvorfor disse orange dragter når man bestiger et bjerg? Jeg kom i snak med en af de orange-klædte munke. Han sagde, han hed Shin og pegede på sit skinneben. Den havde han sikkert brugt mange gange. Han var fra Thailand, men var nu flyttet til Pearl City, Honolulu. På grund af problemer med kommunikationen, han havde en utrolig utydelig accent, fik jeg ikke helt fat i, hvad han lavede her, men sikkert ikke så meget andet, end at studere buddhismen og meditere. Han havde mediteret i 17 år og var 39. 

Da jeg sagde, at jeg kom fra Danmark lyste hans øjne op, og han sagde 'Ahh Pretarschreikel'. Til at starte med forstod jeg ikke et ord af, hvad han sagde, det var først, da jeg utydeligt opfattede ord som 'soccer' og 'Manchester United', at jeg forstod, at han mente Peter Schmeichel!! Han fortalte, at han udover at interessere sig meget for fodbold også fulgte med i tennis og kunne faktisk næsten udtale Caroline Wozniacki korrekt. På trods af sprogbarrikaderne, der mundede ud i nogle utroligt mærkelige samtaler, snakkede vi i en halv times tid oppe på bjerget og fik da også taget nogle billeder sammen. Vi udvekslede e-mailadresser, så jeg kunne sende billederne til ham, og telefonnumre - Og ja! Han havde overraskende nok en mobiltelefon! Det var mærkeligt, men man må vel følge med tiden, som munk i dag. Eller måske var han bare wanna-be munk og bar dragten for opmærksomheds skyld, og det virkede også ret godt, for vi kom jo i snak, og han scorede mit nummer på det - desværre. Han endte nemlig med at ringe to minutter efter, vi havde sagt farvel, mens jeg var på vej ned og stadig kunne se ham stå og vinke på toppen af bjerget. En ting er, at han ringer meget, en anden ting er, at jeg ikke forstår noget som helst af, hvad han siger. Men han er nu rigtig sjov, og det kan være, Naja og jeg kan besøge hans tempel og prøve at meditere lidt eller lære lidt thai. 

Waikiki med Ed

Maja og jeg var i byen med en meeega nice fyr, vi har mødt. Han hedder Ed og er oprindeligt fra Miami, Florida, men har boet her i 10 år vist nok. Han er lige blevet 29 forleden dag. Så han er moden på en nice og barnlig måde. Hvis du forstår. Hehe. Han skulle hente os klokken 10, men han havde været i byen, så han sov over sig, og kom alt for sent. Men det kalder man at komme 'Hawaiian time', hehe. Folk er jo mega 'hang loose' og sådan, du ved. Meget chilleren. Men i hvert fald; han foreslog, at vi tog på cruise rundt på øen på hans motorcykler, men det blev ikke til noget, for hans ven brugte den anden. Så vi tog ned på en strand. Vi købte gode(!) øl og is til hans kølerboks. Der blev senere vist nok suppleret op til flere, for det udviklede sig til, at det ikke kun var os tre, der hang ud sammen. Ed er nemlig mega social, så han er en menneskemagnet. Måske hang hans magnetisme i luften, eller også var Maja og jeg også lidt polariserede, for faktisk kom der nogle hen til os, mens Ed var væk for at fylde betalingen op for parkeringspladsen. De kom hen og sagde noget med: "Heeey! Maja and Naja! From Denmark!". Og det var SÅ mærkeligt, for vi er ret sikre på, at vi ALDRIG har set dem før!!! Men de mente, de havde mødt os i byen sidste weekend. Maja og jeg er ret sikre på, at det har de ikke. Jeg tror måske, de kan et eller andet. Du ved. De er måske 'psychic'  eller sådan noget! hehe. Men de var i hvert fald mega nice. Vi fik deres numre, så vi skal nok finde på noget sjovt  engang. Det var en rigtig god dag på stranden og i Eds bil, hvor vi 'cruisede' rundt og lavede 'hang loose'-tegn og hørte højt musik med masser af bas, til you know 'black rappers'. Han er black og hans yndlingsmusik er rap. Det var nice. Vi har fundet kælenavne til hinanden og sådan noget. Ej wow, der er mega meget at fortælle. Jeg tror, jeg stopper her. Hehe.

Vi skriver om kælenavnene senere. De er lidt vigtige. Forresten er Ed stand-up komiker og også computernørd for militæret, så han har det godt.

Det var en god dag på stranden, og Ed glæder sig til den ellevte oktober, hvor Maja har fødselsdag. Og bliver 22! Congratulations! Vi tager måske på ”Soul de Cuba Cafe”, hvor jeg tidligere har ansøgt, for der er nice, og de laver en 'Mojito Cheesecake', som vi jo altså bliver NØDT TIL at prøve! Deres mojitos er i hvert fald virkeligt gode (og stærke!). Så gode, at de endda var i O'ahu-avisen! Wow!
:-)